En dans med mus og mikrofon

Havde nogen fortalt netop min historie i et semesterprojekt, ville titlen måske have været noget i retning af ’da fødderne sagde fra, blev det i stedet en dans med mus og mikrofon’.

For jeg skulle jo være danser. Jeg valsede rundt i stuen og startede til ballet allerede knapt 5 år gammel. Mens mine klassekammerater gik til håndbold og fodbold, gik jeg til ballet og dans. Jeg var god, dansede meget, kom på talenthold og dansede endnu mere. Og troede i mange år, at dansen skulle være min karrierevej.

En fodskade, som det tog flere år at diagnosticere korrekt, satte imidlertid en stopper for de drømme. Men jeg havde ingen idé om, hvad jeg så ville.

At jeg altid havde været – og stadig er – ufattelig nysgerrig, betød ikke så meget den gang. Og at mine dansklærere altid roste mine stile, fik ikke en klokke til at ringe. Til gengæld syntes jeg, samfundsfag, international økonomi og kulturforståelse var spændende, og samtidig begyndte min retfærdighedssans at manifestere sig i lidt mere voksne sammenhænge end det lille barns kamp for lige meget kage, is og sodavand. Jeg fik nu virkelig øje på mange af samfundets uligheder og tænkte, at skulle jeg lave om på dem, var jeg nødt til at blive politiker.

Jeg meldte mig ind i et ungdomsparti og fandt hurtigt ud af, at det var en vild verden. Lidt for vild til mig på det tidspunkt, så jeg meldte mig hurtigt ud igen. Et par år senere prøvede jeg dog atter. Denne gang fik jeg hurtigt mange gode venner og kom med helt ind i maskinrummet. Oplevede rygter formere sig som kaniner, magtkampe udspille sig, og medlemmer blive ekskluderet. Og blev selv hvirvlet ind i debatter om ligestillingspolitik, samtidig med jeg fik mulighed for at lave kampagner for både blå og røde. Jeg indså, at selv om jeg elsker at debattere, sige min mening højt og endda har papir på, at jeg er god til det, vil jeg hellere stå udenfor den politiske scene og kigge ind. 

Drømmen kom, og pludselig kunne jeg se, at jeg selvfølgelig skal være journalist. Glæden ved sproget, såvel det talte som det skrevne, nysgerrighed i syvende potens og buldrende retfærdighedssans skal arbejde sammen i smuk symbiose og udfolde sig, når de gode historier skal frem i lyset.

Jeg vil gerne helt tæt på både skandalerne og de store valgsejre samt se samfundets udvikling i forhold til politisk lovgivning. Dække både populærkultur, tendenser i samfundet og kulturelle forskelle på tværs af ind- og udland. Interviewe forskere, kunstnere, politikere og den almindelige dansker med den særlige historie. Derfor er jeg heller ikke bleg for at stille både de kritiske og de tilsyneladende dumme spørgsmål for at komme helt ind til kernen eller for med en stor portion stædighed at dykke ned i rapporter og databaser for at finde det, der skal til for at formidle historien og pointerne, så alle kan læse, høre eller se, hvad der egentlig foregår. 

Danser blev jeg ikke. Det er jeg glad for i dag, for jeg kan ikke forestille mig andet, end at jeg skal ud at være journalist og dyrke min interesse for politik, samfund og kultur, samtidig med min nysgerrighed kan dykke ned i materien og få tingene frem i lyset. 

På DMJX har jeg lært en masse, og nu glæder jeg mig til at komme ud i virkeligheden og for alvor lære håndværket, forfine min dans med både mus og mikrofon og suge til mig, så jeg kan udvikle mig til den dygtige journalist, jeg stræber efter at blive.